Naturbilleder
Når man taler om landskabsmaleri, er det vigtigt
at huske, at det netop er maleri, der er tale om. Medmindre billedet har en topografisk registrerende funktion, er der altså altid tale om en tolkning fra kunstnerens side. Selv guldalderens landskabsmalerier, som ellers let kunne opfattes som fuldstændigt
objektive billeder af givne lokaliteter, er det ikke et hundrede procent. Hvis en Johan Thomas Lundbye, en P.C. Skovgaard eller en Dankvart Dreyer ønskede det, havde de ingen problemer med at fjerne, rykke eller tilføje et træ, en bakketop,
et åløb eller en hele by, hvis kompositionen krævede det.
Dette bliver meget
tydeligt, når man ser på Helle Dams landskabsmalerier. Vel finder man motiver fra konkrete steder som Livø, Helnæs, Færøerne, Sardinien, Bali og Gambia, men selv i de mest genkendelige af billederne er der passager af
”rent” maleri. Af partier, hvor penselstrøgene selvstændiggør sig i ekspressive og dynamiske passager, der har en næsten abstrakt værdi: trækroner af tæt sammenstillede grønne prikker, en bølgende
kornmark, spejlingerne i en flod, de vandrette bånd af skiftevis sand og marehalm i strandklitterne.
Endnu mere abstrakte er billederne af ikke stedfæstede motiver som
gløderne i et bål, af røg, af vandplanter på en søoverflade og molens barriere af tunge sten. Her er det lige før, at kun titlen indikerer, hvad malerierne forestiller.
At Helle Dam selv er fuldt ud klar over disse træk i sin kunst, kan man se af den kendsgerning, at hun kalder mange af sine billeder for ”Inspiration”.
Et udtryk, man bl.a. finder i musikken, når der er tale om frie og drømmende passager. Hun har da også taget skridtet fuldt ud og på sin hjemmeside delt malerierne op i de tre underkategorier: ”Landskabsmalerier”, ”Naturmalerier”
og ”Abstrakte malerier” hver med en stigende grad af abstraktion.
Pointen er, at der ikke er nogen modsætning mellem de tre kategorier. Det hele hænger sammen.
Der er abstrakte elementer i selv de mest topografisk korrekte landskabsmotiver samtidig med, at de dansende arabesker i f.eks. ”Færøvand”-serien hele tiden henviser til en fysisk konkret virkelighed.
Helle Dam holder tydeligvis af begge dele. At gengive indtrykkene fra en speciel lokalitet og, i enkelte malerier, at befri sig så
meget fra fysisk genkendelige steder, at der i virkeligheden er tale om naturabstraktioner. Ingen har sagt, at det skal være enten-eller.
Med sit friske natursyn, sin lyst til at eksperimentere og finde utraditionelle vinkler og utraditionelle perspektiver og med en evne til at finde essensen af og karakteren på et givet sted, er Helle Dam en spændende
kunstner at følge.
Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen